VindueDkHvem er jeg? Hvor er vi på vej? Findes Gud?

Læs introduktion med kosmiske symboler.

11Vi er på vej fra dyreriget til at blive mennesker.

Guds evige verdensplan i et kosmisk symbol.

Om Det Tredie Testamente

Det Tredie Testamente indeholder ingen teorier. Alt er oplevet. Selvoplevet. For læserne bliver det ofte til teorier. Mange! Det tager tid inden teorierne er fordøjet og blevet til selvoplevelse. Hvor lang tid? En dag? Nogle uger? Nogle århundreder? Fem jordeliv? Hvem ved.

Evighed

I Det Tredie Testamente betragtes livet fra det eviges synsvinkel. Livet er ikke skabt. Vi er alle udødelige. Skabte ting fødes og dør. Du og jeg er ikke skabte foreteelser. Vores redskaber skabes. Krop og tanke er forgængelige. De forandres. Heldigvis! Livet - skaberen - er uforgænglig. Du består af alt. Alt er i evigheden og uforgængeligheden. Evigheden er navnløs. Den er. Når vi oplever denne er vi "Et med Faderen", som Kristus.


Alkærlighed

I henhold til Det Tredie Testamente er vi herre og skaber over tid og rum. Alkærligheden åbner sjælens vindue til evigheden og uendeligheden. Alkærligheden er en kundskabskilde. Vi opdager vores inderste identitet - udødelighed. Tiden og rummets grænser forsvinder. Vi skaber selv vores skæbne. Er vi tilfredse? Ikke altid. Men vi udvikler os og lærer. Gennem mange jordeliv.

Retfærdighed

Overalt hersker kun lov og orden. Også hvor det fremtræder mest kaotisk. Lovene er evige, de er ikke opfundet.  Ligesom livet selv. Alt hvad vi gør vender tilbage til os selv. Før eller senere. Både godt og ondt. Vi har ubegrænset med tid til rådighed. Derfor er dette at elske sin næste som sig selv livets højeste bud. Vi høster hvad vi sår. Skæbneloven som det hedder.

Uvidenhedens symptomer

Ikke at kende sig selv medfører problemer i os selv og i forhold til vores omgivelser. Den heraf opståede lidelse er profeteret i og med religionernes forudsigelser om ”dommens dag” ”ragnarok” etc. Det Tredie Testamente påstår at denne lidelse, disse oplevelser af uvidenhed, efterhånden leder os alle til samme konklusion; kærligheden.

Åndelig videnskab

Men den alkærlige tilstand kan ikke opnås på én gang. Denne færdige bevidsthed og endelige balance udvikler sig som en organisk proces, trin for trin. Vi må alle selv forske os frem gennem livets udfordringer, men vi har stor åndelig hjælp. Således er også den trinvise logik i de kosmiske analyser til for at hjælpe os mod det kosmiske udsyn over livet.

Hvem er Martinus?

Hvem er det, som mener sig kvalificeret til at forklare livets gåde? I forordet til hovedværket i Det Tredie Testamente, Livets Bog, skriver Martinus (1890-1981):
»Da mit eget liv er af en sådan natur, at jeg ved selvsyn har været i stand til at opleve ovennænte kendskab .. »hvorfra vi kommer, – hvorhen vi går, – hvem vi er og hvordan vi skal leve for at ..  gøre os selv til genstand for den absolutte lykke« .. i en sådan renkultur, at det på alle måder retfærdiggør det guddommelige ord: »Se alt er såre godt«, og derfor kun kan eksistere som identisk med det absolut direkte svar på det for verden stadig aktuelle spørgsmål »Hvad er sandhed«, har jeg følt det som min pligt at gøre denne min oplevelse eller viden tilgængelig for almenheden, og det er netop mit førstehåndskendskab til de kosmiske realiteter, der, i form af et overjordisk Forsyn eller guddommeligt væsen behersker altet, jeg under udtrykket »Livets bog« eller »Den evige visdom« bestræber mig for at demonstrere.« (Livets Bog 1, stk. 7)

Nytten af Det Tredie Testamente

»Da livet /.../ har vist sig for mig som strålende lys og fuldkommenhed, samt afsløret væsenernes identitet som »sønner af Guden« og endvidere vist mig, at kærlighed er den største magtfaktor i al manifestation, idet dette »at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med« er det eneste, der er i stand til at bringe individet til klarhed over sig selv, sin guddommelige Fader og den bestående verdensordning, og samtidig er det eneste, som er i stand til at fritage eller føre det ud af alt det, der hører ind under begrebet »smerte«; og endelig, at ethvert væsens skæbne bygges op af de virkninger, til hvilke det selv er årsag, har jeg følt, at jeg ved form af billeder, tekst, tale og væsen at afsløre min bevidsthedstilstand, kan være til nytte, som en hjælpende hånd, for alle dem der søger efter sandhed, Faderen eller Guddommen, og for alt det Faderen har givet mig i form af omgivelser.« (Livets Bog 1, stk. 19)

Et forsvar for alle

»Idet Faderen således har ladet min selvoplevelse, erfaringsdannelse eller bevidsthedstilstand være af en såden natur, at dens genfortælling i form af Livets Bog er blevet identisk med en afsløring af væsenernes identitet som »sønner af Guden« samtidig med, at den blotter religionernes nære indbyrdes forhold til hverandre som strålebundter fra et og samme lyshav og derved yderligere udgør et defonsorat for alle eksisterende væsener, har han derved på en vidunderlig måde gjort Livets Bog til et redskab for påvisningen og bortfjernelsen af den sidste rest af den form for uvidenhed, der skaber intolerance, og dens følgesvende »lidelserne«. Thi uvidenhed er nemlig den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder »det onde«. Der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte »onde« med at eksistere.« (Livets Bog 1, stk. 19)

Ingen religion eller sekt

»Livets Bog skal saaledes give den studerende et indblik i, hvorledes denne førstnævnte korrespondance eller denne livets direkte tale eksisterer som udgørende tilværelsens absolut eneste fundamentale religion, idet den nemlig kun kan eksistere med absolut alle som lærere, med alle som elever og med alt som læresætninger. /.../ Da Livets Bog udgør en genfortælling af oplevelsen af denne altomspændende »livets religion« og er blevet manifesteret med det formål at stimulere udviklingen af individets evne til selv at forstå nævnte religion, således at det bliver i stand til, – ikke ud fra Livets Bog, – men ud fra livets egen direkte tale, selv at skue, hvad det må og ikke må, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, vil man kunne forstå, at Livets Bog ikke i noget som helst tilfælde skal virke som stimulerende kraft for dannelsen af sekt, religion eller trosbekendelse, i særdeleshed fordi livets religion, som før nævnt, netop anerkender alle levende væsener, både dem der har trosbekendelse, og dem der ikke har nogen, både de såkaldte »hellige« og de såkaldte »ugudelige«, både dyr og mennesker som sine fødte medlemmer, udøvere og dyrkere.« (Livets Bog 1, stk. 15)

Meningen med lidelserne

»Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelser til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne. Jeg så, at verdensalltet var udgørende ét eneste stort levende væsen, i hvilket alle andre væsener hver især var organer, og at vi alle, mennesker, dyr, planter og mineraler udgjorde een familie, var af det samme kød og blod, billedligt set. Jeg så lysende og funklende verdener med uanede menneskeheder, med menneskeheder med en moral og idealisme, der i guddommelig udfoldelse og harmoni med loven for tilværelse og i forhold til den almengældende jordiske moral var at ligne ved oasen i forhold til ørkenen. Men jeg så også verdener, der var af langt lavere natur, verdener i hvilken barbarismen udgjorde en så betingende magt, at de levende væsener der måtte dræbe for at leve, altså verdener hvor den højeste bærende livsbetingelse er identisk med den højeste fremtrædende form for overtrædelse af loven for tilværelse, og derved gør samtlige verdener til de mest fremragende skuepladser for udfoldelsen af sygdom og nød, elendighed, sorg og lidelse, hvilket igen vil sige en kategori for kloder, som jordkloden ikke helt kan frikendes fra at tilhøre. Endvidere så jeg, at mørket eller det såkaldte »onde« i virkeligheden var identisk med individernes udvikling af de kvalifikationer, der er absolut nødvændige for at livet på de højere verdener senere af de samme væsener kan oplevels som lykke eller salighed, og bliver derved inforstået med at »mørket« i kosmisk forstand er ligeså stor en velsignelse som lyset, og at alt fra det gudommelige syn er såre godt. Men jeg følte også, at denne viden aldrig nogen sinde kunde blive oplevet eller fremtræde som sand virkelighed for noget som væsen, før dets kærlighedsevne er så langt fremskreden i sin udvikling, at det kun kan være god eller kærlig mod alle levende væsener, og således ikke kan misbruge nævnte viden ved ud fra denne at danne sig forsvar for egoistiske eller ukærlige handlinger. Jeg følte således hele verdensaltet gennemstrømmet af en uendelig kærlighed og visdom. Alle vegne hvor jeg rettede mit blik i »mørket«, blev der lyst. – Jeg var blevet min egen lyskilde. Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis, – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedtilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i »det guddommelige skabeprincip«.« (Livets Bog 1, stk. 21)

Alle bliver fuldkomne

»Denne min kosmiske oplevelse og tilstand blev det udløsende moment for min påfølgende fremtræden i verden og for skabelsen af »Livets Bog«. Men da denne åndelige proces, som før nævnt, bliver oplevet af ethvert individ, når det i sin evige tilværelse passerer den for nævnte oplevelse nødvendige udviklingstilstand, vil det her være synligt, at jeg med hensm til sansebegavelse ikke repræsenterer noget særligt privilegium eller udgør nogen som helst undtagelsa fra reglen, at jeg således i den evige udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste tøddel mere, end hvad alle andre væsener før mig har været, og hvad alle andre væsener efter mig vil blive.« (Livets Bog 1, stk. 22)

Bibelen og Det Tredie Testamente

Ifølge Martinus indeholder Bibelen verdens største religiøse påbud. Der findes, skriver han, ingen bedre anvisning på vejen til Gud og en lykkelig skæbne end den, menneskeheden allerede har fået i som for eksempel Jesu bjergprædiken. Der findes ikke noget højere bud end dette: »Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv«.

Det er derfor absolut ikke for at føre menneskene bort fra disse evige sandheder, at Det Tredie Testamente er blevet skabt – tværtimod – det er for at vise, at de er udtryk for videnskabelige realiteter. Sådan en påmindelse synes være påkrævet set mod baggrund af vår tids mange kriser og verdenskrig.

Kristusmissionenes fortsættelse

Kan det lade sig gøre at motivere en fortsættelse af Bibelen ud fra hvad Kristus sagde? I Johannesevangeliets sekstende kapitel læser vi: »Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer« (Joh. 16:12-13).

Det fremgår af citatet, at Kristus ikke kunne berette om alt, hvad han vidste, Ikke engang de personligt udvalgte disciple kunne forstå alt. Ifølge Kristus vil sandheden om Gud og livsmysteriet blive åbenbaret senere.

Martinus´ indvielse

Den åndelige proces, der ifølge Biblen gav Martinus udødelighedsbevidsthed, og som er selve forudsætningen for at kunne skrive Det Tredie Testamente, beskrives af ham selv på følgende måde.

»Den »Guds ånd«, som »svævede over vandene«, den »ild« der »brændte i tornebusken« for Moses, den »ild«, der førte Elias til himmels, den »ild«, i hvilken Jesus blev »forklaret« på bjerget, den »ild«, der viste sig over apostlenes hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus, den »ild«, der gennem alle tider har været »alfa« og »omega« i enhver form for højeste skabelse, manifestation eller åbenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget bryst, i mit eget hjerte og indhyllede mit hele væsen. / .../ Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, så jeg var ét med vejen, sandheden og livet, var ét med den store Fader.« (Omkring min missions fødsel, kap. 17)

 

Livets bog

 

»Talsmanden den hellige ånd« er en åndelig videnskab

»Hvad er »Talsmanden den hellige ånd«? – Det er absolut ikke en person, en ny Kristus, som skulle komme og være et mellemled mellem Guddommen og menneskene. Det er en videnskab om verdensaltet og dermed om Gud. Det må være en nedskrivning af løsningen på verdensaltets mysterium. Det er altså »en bog«, som menneskene kan læse i, ligesom de kan læse i Bibelen.
Denne af Kristus bebudede »Talsmanden den hellige ånd, som Faderen skulle sende«, er altså en »livets« eller en »kundskabens bog«, der ville blive manifesteret for menneskeheden.

Men en virkelig sandhedens bog om Guddommen og verdensaltet kan kun udgøre fortsættelsen af den af Kristus for snart to tusinde år siden påbegyndte kosmiske verdenskultur, under begrebet »kristendom«. Det måtte være en bog, der kunne danne intellektuel og ikke dogmatisk skole eller læreanstalt i kristendom. Det måtte være en bog, der viste den færdige kristne verdenskultur i fysisk såvel som i åndelig manifestation. Det måtte være en bog, der gennemlyste kulminationen af mørket såvel som af lyset og den heraf bestående livsfunktion i verdensaltet – væsenernes udødelighed.

Det måtte være en bog, der viste uendeligheden og evigheden og de heraf affødte levende livsfunktioner i form af tid og rum, og hvis topfacitter er »alvidenheden« og »almægtigheden«, hvis fuldkomne samarbejde udgør »alkærligheden« og dermed er det samme som det evigt levende i de levende væsener. Vi er her kommet til verdensaltets »faste punkt« og dets ophav »Livets Fader«, den absolut eneste ene altgennemstrålende evige Guddom.

En sådan bog kan ikke undgå at indeholde »det meget«, Kristus havde at fortælle menneskeheden; men som Gud ville give kommende slægter senere hen. En sådan bog kan ikke undgå at være »Talsmanden den hellige ånd«. På grund af dens fundamentale underbyggelse af kristendommen og i kraft af dens slægtskab med Bibelens to testamenter vil den retmæssigt være at udtrykke som »Det Tredie Testamente«.

Nævnte »Tredie Testamente« er altså en visdommens eller kundskabens bog. Den viser os »alkærligheden«s evige strålevæld. Den peger på det »billede af Gud«, i hvilket alle levende fysiske væsener igennem reinkarnation eller genfødelse er i færd med at blive skabt.

Her i »Det Tredie Testamente« ses alle ufærdige væsener, hvilket vil sige »fysiske væsener«, dyr såvel som mennesker, at være på samme vej, en vej, der urokkeligt fører imod »kosmisk bevidsthed« og dermed til oplevelsen af verdensaltets guldglorie, det gyldne lys, det evigt levende i de levende væsener og dermed til »kristusbevidsthed« og at være »ét med Gud«. Kristus var jo modellen for skabelsen af Guds bevidsthed i mennesket. Sagde Kristus ikke netop: »Mig er givet al magt i himmelen og på jorden«? Hvordan skulle han ellers kunne være i »Guds billede« uden denne kapacitet? Og hvordan skulle noget andet væsen kunne blive skabt i det samme billede, uden at det måtte føre til den samme kapacitet?

»Talsmanden den hellige ånd« er således i form af nærværende »Tredie Testamente« en fortsættelse af kristusforkyndelsen. Den er en fortsættelse af forkyndelsen af det evige lys fra »stjernen i Bethlehem«. I dette evige lys åbenbares her for verden løsningen på livets største principper og dermed kristendommens urokkelige fundament, lykkens og salighedens livsfundament.« (Citat fra manuskript af Martinus, skrevet i hans sidste leveår, endnu ikke publiceret i sin helhed. Introduktion til Det Tredie Testamente Bibelens fortsættelse).

Verdenssituationen eller den bebudede »dommedag«

»Hedder det ikke netop videre i den bibelske beretning om fremtiden, at »djævelen skal rase i all sin vælde«? – Hvad er det, vi har set i form af de to verdenskrige, der har raset inden for den jordiske menneskehed i dette århundrede? – Har vi ikke set forsøg på at udslettelse af millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier? – Ja, har man ikke tillige gjort forsøg på at udslette en hel menneskerace? – Har vi ikke set millioner af mennesker blive myrdet – ikke blot på selve krigsskuepladserne i forsvar for deres land eller i angreb på andre folks livsrum, men også i deres civile liv blive ført til gaskamre og her blive direkte myrdet uden nogen som helst juridisk eller retmæssigt grundlag og naturligtvis ganske uden noget som helst hensyn til de livsbetingende påbud: »Du skal ikke dræbe«, »Du skal tilgive din næste«, »Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd«. Er al lovens fylde ikke netop det store påbud: »Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv«? – Hvor er troen på en kærlig Gud og praktisk kristen kultur i denne dommedagstilværelse, hvor menneskemasser, børn såvel som voksne, gamle såvel som unge, har vansmægtet til døde i de rædselsfulde koncentrations- eller dødslejre, som kaster slagskygge af djævlebevidsthed over hele jorden?« (Det Evige Verdensbillede I, Indledning, stk. 2).

Menneskenes vækst bort fra de religiøse dogmerne

»Hvorfor har de religiøse idealer, som er forkyndt menneskene igennem årtusinder, ikke kunnet forhindre disse djævlemanifestationer og den heraf følgende dødsrallen, invaliditet, sygdom, nød og amoral? – Er det ikke netop her synligt, at de overleverede religiøse idealer eller dogmer, hvor guddommelige de så end har været, ikke har kunnet fri menneskeheden fra denne dommedagens rædselsepoke? – Ja, ser vi ikke netop, at menneskene ligefrem vokser fra disse idealer, næsten som børn vokser fra klæder og sko? – At man derfor mister evnen til at tro på dem er naturligt. Er ikke millioner af mennesker blevet materialister, blevet gudløse? – Er det ikke lige så urokkeligt en kendsgerning at dette tal stadig vokser? – At der bliver flere og flere tomme stole i kirkerne eller i gudshusene under gudstjenesterne? Bliver det ikke herved en kendsgerning, at de allerhøjeste livsbetingende kosmiske sandheder, religiøse påbud eller dogmer er blevet mystik, er blevet noget, man ligefrem mener, intelligente mennekser ikke kan nedlade sig til at beskæftige sig med eller tro på? – Er det menneskene, der er noget i vejen med, eller er det de religiøse idealer der er forkerte?« (Det Evige Verdensbillede I, Indledning, stk. 3)

Mennesker, der ikke kræver logisk begrundelse for at acceptere de overleverede religiøse idealer eller dogmer

»I absolut forstand er det hverken menneskene eller de religiøse idealer, der er noget i vejen med. De religiøse idealer er genialt tilpassede til de udviklingstrins mennesker, til hvilke de blev givet. Og for disse mennesker er de et bærende livsfundament. Men en stor del af menneskeheden er vokset fra disse udviklingstrin. Disse mennesker er mere eller mindre vokset frem til højere udviklingstrin. De lever i en helt anden mental sfære end den, for hvem de overleverede religiøse facitter eller dogmer var tilpassede, og som de pågældende væsener indtil hundrede procent kunne hengive sig til i kraft af deres endnu i nogen grad blomstrende instinkt. De var endnu ikke så intelligensmæssigt udviklede, at de fordrede intellektuel bekræftelse på eller begrundelse for nævnte religiøse idealer eller dogmer. For dem var det nok, at de var givet af autoriteter.« (Det Evige Verdensbillede I, Indledning, stk. 4)

Mennesker der kræver logisk begrundelse

»Men således er det ikke i dag. I dag har store menneskemasser mistet evnen til at tro, fordi deres instinkt er mere eller mindre degenereret grundet på deres intelligensudvikling. De har dermed selv fået evnen til at analysere, forske og iagtage. Alt eftersom denne udvikling tager til, bevirker den, at de kræver logisk begrundelse eller videnskabelig underbygning for enhver tankebygning eller forestilling, de skal acceptere som sandhed. Men det ville være aldeles urimeligt at bebrejde disse mennesker noget for denne deres tilstand. For dem er det umuligt at tro på de religiøse idealers dogmer, netop fordi disse kun er manifesterede som blotte facitter eller postulater uden den logiske eller videnskabelige opbygning, af hvilken de udgør facitter. Det er i henhold hertil, at nærværende symbolbog og det hovedværk, den er et supplement til, er blevet skabt. Nævnte bog er således skabt til hjælp for de mennesker, der umuligt kan tro på blotte påstande eller postulater uden intellektuel eller logisk underbygning, men som ikke desto mindre med hjerte og forstand søger efter den retfærdiggørelse af dommedagstilstanden, de begynder at fornemme må eksistere hinsides det daglige livs primitivitet og uforstand. For disse menneskers kosmiske studium er der her banet vej frem imod livets egen altoverstrålende retfærdiggørelse af mørket i verden som et led i skabelsen af den evige opretholdelse af verdensaltets grundtone: Kærligheden.« (Det Evige Verdensbillede I, Indledning, stk. 5)

At kende sig selv er at kende Gud

Studiet af Det Tredie Testamente er en opdagelsesrejse ind i en evig verden af strålende skønhed. Under logikkens strenge overopsyn føres vi trygt, skridt for skridt, ind i vort eget Jegs allerhelligste, oplever her vores evige og udødelige eksistens uden for tid og rum. Her i vort inderste centrum er vi forenede og »et med Gud«.

På denne rejse opdager vi, at den evige og allestedesnærværende Guddom bor i alle levende væsener, og at han taler til os gennem alt hvad der sker, gennem hver vibration eller bevægelse i den skabte verden. At lære os at se, høre og forstå denne guddommelige tale, som en af Forsynet direkte udløst, personlig og kærlig henvendelse til os, og at lære at elske vores næste – dvs. hvilket som helst levende væsen, vi møder på vores vej – som os selv, er det praktiske mål med Det Tredie Testamentes verdensforklaring. Efter at vi har skuet ind i den guddommelige verdensplan og ud fra vor egen fornuft har fået at se, at alle levende væsener i den fysiske verden er under udvikling, er ved at blive gjort fuldkomne i Guds eget billede, bliver vi igen enige med vor fælles Skaber om, at »alt er såre godt.«

Introduktion og konklusion ved Stiftelsen Tredje Testamentet

© Citaterne fra Det Tredie Testamente er beskyttet i henhold til loven om ophavsret. Ophavsretten indehaves af Martinus Åndsvidenskabelige Institut i København.


Pin it