Den første tekst Martinus skrev efter sin kosmiske ilddåb blev til den afsluttende tekst i Livets Bog - Det centrale værk i Det Tredie Testamente. Teksten hedder Gudesønnen ét med sin Fader.
Martinus:
Hellige Fader! – Du den eneste ene! Jeg takker og priser dig, fordi du har givet mig Sansesæt, der sætter mig i Stand til at høre, fatte og forstaa alle Naturens eller Livets Manifestationer som værende eet med din almægtige Røst eller Stemme og lader mig opnaa bevidst at opleve og forstaa denne din personlige mod mig rettede faderlige Røst, Opdragelse og Velsignelse. – Tak fordi du har givet mig Evne til at nyde denne din himmelske Stemmes mægtige Musik og Tale. Denne vidunderlige Stemme, som fra guddommelige Væsener har lydt omkring Himalayas sneklædte Tinder, har frembragt Pyramiderne og Sfinkserne og saaledes i Aartusinder udfyldt den aandelige Atmosfære i Indiens og Ægyptens solfyldte Troperiger. Den samme himmelske Røst rungede engang ud over Judæas Bjerge, saa det gav Genlyd i fjerne Riger og fjerne Tider. Det brusede gennem Havenes Vande, det hviskede ved den lille Bæk i Skovens stille Ensomhed, og det vibrerede fra Pol til Pol: »Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. – Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises Barmhjertighed. – Salige er de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes ...«. Glæder og fryder eder, og salig, salig, salig, saaledes lød disse himmelske Harmonier i det uendelige, og Ekkoet heraf blev Millioner af Menneskers aandelige Fundament gennem Aartusinder.
*
Himmelske Fader! – Tak fordi du har sat mig, Støvgranet fra dit hellige Aasyn, i Stand til at reflektere paa denne din mægtige imod mig rettede personlige Korrespondance, Tale og Undervisning, og gjort mig bevidst i, at jeg ikke har nogen som helst for mit Jeg eksisterende anden Fader, Præst eller Lærer. Alt, hvad jeg ved, har du selv personligt sagt mig. Men da alt, hvad du har sagt mig, er identisk med al min Viden, og min Viden igen kun kan eksistere som den udløsende Basis for alle mine Manifestationer, bliver disse mine Manifestationer i Virkeligheden identiske med dine Manifestationer, og mine Tanker er saaledes dine Tanker, og mine Veje er dine Veje og min Villie er din Villie. Og alt, hvad jeg har af Bevidsthed og Viden, har du selv personligt givet mig. Men derved har du blottet for mig eller ladet mig selvopleve, at du har givet mig, overfor alt, hvad der kommer indenfor mine Manifestationers Rækkevidde, at udgøre din Røst, Stemme eller Tale.
*
Kære Fader! – Foruden at takke dig, fordi du saaledes lader mig være indlemmet i din Stemme, takker jeg dig ogsaa, fordi du har hensat mig paa en saadan Klode eller Verden, at alt, hvad du har givet mig i Form af Aand, for samme Verden er identisk med vordende Idealisme. Du lader saaledes mine Manifestationer være identiske med Idealer for kommende Verdener. Men da disse Idealer slutteligt ikke kan eksistere uden at udgøre de udløsende Momenter for Kærlighed, har du saaledes her aabenbaret for mig, at jeg vil blive elsket af kommende Væsener paa samme Maade, som du netop i Dag som et medfødt naturligt Anlæg har givet mig at elske Væsenerne. Men da dette, at blive elsket af Væsenerne, er det samme som at blive elsket af dig, guddommelige Fader, har du givet mig en uomstødelig Forjættelse om og Garanti for din evige Kærlighed.
*
Underfulde Fader! – Tak fordi du gennem denne min personlige Oplevelse af dig har gjort mig til Genstand for en Bevidsthedsudfoldelse, der i Form af Inkarnationen af Klodens vordende Idealisme, atter lader mig komme til Syne som en aaben Kanal for din evige Visdom, og gennem hvis guddommelige, altgennemtrængende sollyse Straaler du nu vil bringe – ikke alene Balsam og Lægedom for alle de ulykkelige, der ligger forpint og lemlæstet efter det blodige Ridt gennem Krigens eller Ragnaroks Dødsterræner, men ogsaa give alle Jordens Slægter et nyt vidunderligt Klarsyn paa Tilværelsens mægtige Kombinationer og derved indgyde dem Tillid til dine Loves uendelige, haarfine Fuldkommenhed og Retfærdighed, – føre dem frem til Forening med og Kendskab til din umaadelige, ophøjede Natur og vise dem, hvorledes du i Kærlighedens Straaleglans evigt staar smilende og med aabne Arme for at omfavne hvert eneste eksisterende Væsen, – lade dem blive Vidne til, at der aldrig nogen Sinde er gaaet noget Væsen fri af dette guddommelige Favntag, og at aldrig nogen Sinde noget Væsen vil komme til at gaa fri deraf, – lære dem, hvorledes man ikke bliver bevidst i dette herlige Favntag, før man har lært at elske sine Omgivelser saaledes, at man ved Hjælp af denne Kærlighed bliver i Stand til at tilgive dem alt, hvad de saa end maatte være kommet til at paaføre en af Ubehageligheder. Denne Kærlighed vil bringe Menneskene frem til at være opfyldt af dette Store og Ene: »Jeg vil være til Glæde og Velsignelse for alt, hvad jeg kommer i Berøring med, for at jeg derved kan være i Kontakt med min himmelske Fader og saaledes som et sollignende Væsen befinde mig paa dette urokkelige, klippefaste Fundament midt i Livets, Lysets, Kærlighedens og Salighedens Centrum.
*
Store, almægtige Guddom! – Tak fordi du førte mig frem til Zoner, hvor man ikke mere tager Fejl af din Natur, og gav mig en Bevidsthed, der sætter mig i Stand til at sanse dig i alt, hvad jeg kommer i Berøring med. Jeg mærker din evige Nærhed i alle eksisterende Religioner og Trossamfund og føler, hvor utrætteligt du her arbejder paa at bringe Menneskene frem til at blive bevidst i dit herlige Favntag, hvormed du omslutter alle Ting, saa at de ikke skal blive ved med at leve i Frygt, men i salig Lykke hvile trygt ved dit evige Bryst. – Jeg mærker din altgennemtrængende Nærhed i Forældrenes Kærlighed til Afkommet, og naar du i Ægteskabets Varme knytter de to Køn til hinanden, eller naar du skaber trofaste Venskaber mellem Væsenerne og gennem dette lader Kærligheden vokse, modnes og udfolde sig saaledes i dem, at de ved Hjælp af denne vidunderlige, altopklarende Lyskilde ser lige lukt igennem det florfine Forhæng, som Verden kalder »Forbandelsens Mørke«, og ser, at alt er straalende Lys og Fuldkommenhed, baseret paa et Fundament af Kærlighed, hvorved alle Mennesker tilsidst i Forening med dig maa udbryde: »Se alt er saare godt«.
*
Kære Fader! – Jeg mærker din underfulde Nærhed, naar jeg retter mit Blik ud i Rummets umaadelige Dyb, og du gennem tusindtallige Stjerners Baal opruller for mig, hvorledes du gennem deres Straaler har kærtegnet vor Klode i Fortiden som i Nutiden, og at de Stjerner, der i Dag lyser vor lille Verden saa venligt i Møde, er de samme, som har straalet over Historiens mange smaa og store Kulturers Tilblivelse, Blomstring og Undergang. De har mødt Blikke fra Babyloniere, Syrere, Medere, Persere, Grækere og Romere, – fra mægtige Faraoner, – fra Abraham, Isak og Jacob, – fra Josef og hans Brødre, – fra Moses og Aron, – fra Israels Profeter, – fra Kongerne Saul, David og Salomon, – fra Jesus og hans Disciple. – De har funklet og straalet over Syndfloden, Noahs Ark, Israeliternes Vandringer i Ørkenen og Julenatten i Betlehem. Men igennem Stjernesmilet har du gjort mere endnu. Ud fra Nattens Mørke har du banet dig Vej ind i den ensomme Astronoms modtagelige Aand og der afsløret de første elementære Begreber om din evige Visdom. Du lod ham ane dine store Dybder, dit umaadelige Rum. Du lærte ham, at hans egen Verden var en Stjerne i Rummet, bevægende sig i mægtige Baner efter evige Love. Du lod ham analysere Solens Straaler og Lyset fra fjerne Verdener, fra funklende Sole i en saadan Mangfoldighed og over et saadant Horisontomraade, at hele Panoramaet blev til lysende Taager, fortabende sig udenfor Tidens og Rummets Grænser, efterladende sig i ham de første svage Evner til at tænke dine gigantiske Tanker efter eller det første gryende Skær af et kosmisk Klarsyn, det Syn i hvilket alle levende Væsener skal opnaa at se dig i din evige Straaleglans, – du! den eneste sande Gud.
*
Elskede Fader! – Tak fordi du har ladet mig opleve dig i det stærkt flammende Lyn, naar det under Tordenens vældige Bulder farer frem gennem Skyerne. – Jeg mærker dig, naar du i Stormen gaar hen over Kontinenternes Skove, Sletter og Oceaner. – Jeg føler dig, naar du i den stille, sagte Brise faar Blomsterne til at danse Alfedanse paa Engen eller Træernes Kroner til at hviske smaa søvndyssende Melodier. – Jeg mærker dig i Morgen- og Aftenrødens gyldne Skyer, ligesaavel som jeg ser dit varmende Lys kulminere i Dagens Middagshøjde og dermed oplyser Klodens Oceaner og Kontinenter. – Du funkler og straaler Sundhed og Velvære hen over Jorden. – Du skaber Energi, Varme, Føde og Livsrum for Arternes Millioner og giver dem herigennem de første Anelser om din lysende Eksistens. – Jeg ser dit Skabervælde i det pragtfulde Nordlys, der i Nattens Mørke vibrerer hen over vidtstrakte Polaregne med Snemarker, Isbjerge, tilfrosne Have, Midnatssol og Vintermørke. – Jeg ser dig i Troperigernes umaadelige Livsudfoldelse og Farvepragt, i Planterigets og Dyrerigets Kulmination og Menneskemassernes Forvandling under din skabende Haand.
*
Dyrebare Fader, Altets almægtige Guddom! – Jeg føler dig igennem alle de tekniske og Øvrige materielle Vidundere, som du har dygtiggjort Menneskene til at skabe i Form af kolossale Bygningsværker: Skyskrabere, mægtige Broer, Tunneler, Jernbaner, Maskiner, elektriske Anlæg, Fabrikker, Film og Fjernsyn, Kunst og Litteratur og meget mere. – Jeg føler dig igennem den varme Velsignelse, du igennem ædle Videnskabsmænd, Kunstnere, Forfattere, Politikere, Forretningsfolk og Arbejdere bringer Verden. Du viser mig, at de alle hver især er med til at fuldkommengøre og forherlige det vidunderlige Livets Tempel, du i Form af Jordens Sfærer har givet dem til Bolig. Du lader mig her se dit første begyndende Resultat af din Omskabelse af Dyret til Menneske. Og saa blændende er dette Resultat, at jeg allerede nu kan se din guddommelige Skabeevnes Kvalitet begynde at komme til Syne i de ufærdige Menneskers Manifestationer i en saadan Udstrækning, at de trods Dommedag eller Ragnarok begynder at gøre Jorden lysende og din Nærhed i dem begynder at føles.
*
Kære Fader! – Tak fordi du ikke alene har gjort den timelige, materielle Verden til eet med din personlige Tale til mig, men ogsaa givet mig Sansesæt, der – ikke gennem en Trance- eller Ekstasetilstand, – men gennem en permanent, vaagen klar Dagsbevidsthed, ladet mig opleve alle de bag den fysiske Verden fremtrædende kosmiske Verdener, dybeste Aarsager, evige Love og Grundprincipper, gennem hvilke du netop er synlig i al din overjordiske, kosmiske Straaleglans og evige Natur. – Jeg priser og takker dig for den vidunderlige Indvielse, de dyrebare Ilddaabe, hvormed du har opladt mine Øjne og ladet mig skue ind i din altomspændende Kærlighed, Alvisdom, Almagt og Storhed. Vilde jeg paa Lysets Vinger flyve Tusinder af Mile i Sekundet, kunde jeg det ene Aarhundrede efter det andet gennemfare dit umaadelige Rum uden nogen Sinde at komme til Bunds i dine Vidder. Med ligesaa vældig en Fart kan jeg gaa op i det, som er stort, og ned i det, som er smaat, uden nogen Sinde at komme til det største eller det mindste i dig. – Jeg lover og priser dig, fordi du har ladet mig skue Tilværelsesplaner, hvis Beboere er saa mægtige, at deres Manifestationsstoffer for os kommer til Syne som mægtige Universer med Kloder, Sole og Mælkevejssystemer i det uendelige og vist mig, hvorledes disse Kloder eller Verdener, foruden at være Organismer eller Legemer for gigantiske Brødre til os i Udviklingen, samtidig udgør Boliger eller Tilværelsesplaner for den Kategori af Væsener, vi tilhører, og som udgør Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget og de øvrige guddommelige Riger i det mellemkosmiske Spiralkredsløb. – Samtidig har du vist mig, hvorledes underliggende Spiralkredsløb er befolket med mangfoldige Hærskarer af smaa Universer, hvis Beboere i Dag udgør de Kim, der engang i fjerne Tider skal komme til at fremtræde som sollyse, menneskelige Væsener, fra hvis Bevidsthed din Aand skal straale saa stærkt, at de ved den vil komme til at oplyse Kloder og gøre sig Verdener underdanige.
*
Elskede, hellige Fader! – Jeg priser og takker dig, fordi du har vist mig, hvorledes alle eksisterende Livsformer, Planter og Dyr af højst forskellige Former, Menneskeracer af forskellig Farve, af forskellig Udvikling, af forskellig Skæbne, af forskellig Moral, af forskellig Opfattelse af dig selv, himmelske Fader, er under din skabende og styrende Haand. Du har ladet mig se, at ikke eet eneste Væsen bliver svigtet eller kan blive mislykket i din guddommelige Plan. Din ledende Haand er over hvert eneste Væsen, hver eneste Gudesøn. Du er hos ham i Mørket. Du er med ham i hans Lidelsesepoker, selv om han ikke aner eller forstaar din Nærværelse. Du er den Ild i hans Indre, der faar ham til sejrrigt at opstaa af Primitivitetens Mørke og Kulde for at lade ham lyse og funkle din Visdom og Kærlighed ud over alt og alle. Saaledes har du ført alle de Væsener igennem Dommedagens eller Ragnaroks Mørkesfærer, der i Dag befolker dine højeste Lysregioner. Og saaledes er du i Dag i Færd med at føre alle Mennesker ud af Jordens Mørke- eller Lidelsessfærer og ind i dine Lysregioners Straalevæld.
*
Kære almægtige Fader! – Jeg priser og takker dig, fordi du har ladet mig vågne op i en Bevidsthedstilstand, hvor jeg ser, at jeg evigt er stedet for dit almægtige Aasyn. Du har i en guddommelig, faderlig Korrespondance afsløret for mig dit umaadelige Riges Mysterium, dit gigantiske Væsens Alvisdom, Alkærlighed og Almagt, og at Verdensaltet er en evig kulminerende Kærlighedsmanifestation, betingende alle eksisterende levende Væseners evige Livsoplevelse i dit lysende og varmende Straalevæld. – Jeg takker dig, fordi du paa så kærlig en Maade har vist mig, at alle eksisterende levende Væsener evigt har hvilet i dit guddommelige, lysende og varmende Favntag, og at de aldrig nogen Sinde vil komme til at faa noget andet Opholdssted. Jeg ser, at det kun er et tidsspørgsmål, når de Mennesker, der i Dag er uvidende om denne Herlighed, skal vågne op til Bevidsthed i Evigheden og i salig Henrykkelse skue Livets Kilde: Solenes Sol, hvis blændende Lys og Varme er din evige Aand, aabenbarende dig som den absolut eneste, sande Guddom og alle levende Væseners evige Fader. Og således viser du mig her, at alle levende Væsener befinder sig i et evigt guddommeligt Slægtskab. Og jeg ser, at dette Slægtskab kun kan blomstre i Lys, Lykke og Salighed i Kraft af Overholdelsen af dit store Kærlighedsbud: Elsk din Gud over alle ting og din Næste som dig selv, og at dette er al Lovens Fylde.
*
Kære himmelske Fader! – Tak fordi du således gennem en timelig, fysisk tilstand har ladet mig vågne op til en evig forklaret tilværelse, omstraalet af din Kærlighed, og evigt kun omgivet af Væsener, der er mig dyrebare, ligegyldigt hvor jeg så end måtte befinde mig, og ligegyldigt hvem jeg saa end maatte komme i Berøring med, thi du har givet mig at se og genkende Ilden eller Strålerne fra dit funklende Aasyn i hvert eneste levende Væsen.
Citeret fra Livets Bog Bind VII
© 1981 Martinus Institut