Det Tredie Testamente
alkærlighed er videnskab
Symbolforklaringerne nedenfor er ikke skrevet af Martinus, men er baseret på hans analyser i "Det Evige Verdensbillede" bind 1-4 og andre dele af Det Tredie Testamente.
Dette er kun korte introduktioner, og der henvises til Martinus egne fuldstændige forklaringer i bøgerne.
Verdensaltet lever og tænker
Verdensaltet er en evigt levende og altomfattende organisme, som vi gennem religionerne har lært at kende under begrebet ”Gud”. Denne organisme belives – ligesom vor egen organisme – af bevidsthed.
Det åndelige forældreprincip
Menneskers og højere udviklede dyrs afkom bliver normalt kærligt passet og opfostret til de kan klare sig på egen hånd. Denne kærlige omtanke gælder også åndeligt mindreårige og deres førelse gennem jordelivene fra dyr til færdigt menneske. Individer, som er foran os i udviklingen, bliver vores lærere, indtil vi kan klare os selv. Moses er et eksempel på en håndfast lærer, hvis bud eller love, skulle dæmpe det værste barbariske anarki.
Alle krige og konflikters virkelige årsag
Intolerance forhindrer udstrålingen af Guds lys og kærlighed. Den er årsag til alle former for krig. På grund af den er verden endnu ikke præget af fred, glæde og velsignelse for alt og alle. Når man opfatter sin næste som en fjende kan man ikke opleve virkelig fred i sit sind. ”Fjenden” kan derimod overvindes med kærlighed og tilgivelse.
Den kosmiske bevidstheds udviklingshistorie
Symbolet viser det evige livs kosmiske udviklingsvej. Alle levende væsener vandrer og udvikles på denne vej – fra lavere til højere former for tilværelse.
Om ikke at kende sig selv
Mens ateisten ikke regner med nogen Gud, og tror at livet er identisk med den fysiske krop, så har det religiøse menneske en forhåbning om en fortsat tilværelse efter ”døden”. Men på områder hvor de ikke har sikker viden er begge parter ”troende”. Det kosmiske bevidstløse menneske oplever den fysiske organismes forgængelighed, men ved ikke at den blot er redskab for det immaterielle, evige jeg. De mentale tilstande som angst, depression er ligesom ”selvmordet” udtryk for at individet har mistet kontakten med sine åndelige rødder. Det kender hverken sig selv, Gud eller den åndelige virkelighed det lever midt i.
Vi er alle udødelige
Guddommens og alle levende væseners evigheds natur er her beskrevet som et treenig princip. Trekantens tre felter symboliserer: Jeget, X1 (øverste felt), overbevidstheden med jeg’ets skabe- og oplevelsesevne, X2 (midten) og den hermed skabte krop; redskabet for jeg’ets skabelse og oplevelse X3 (nederst).
”I min Faders hus er der mange boliger”
Ifølge Det Tredie Testamente er vores organisme opbygget af levende væsener. Vi kalder dem ”organer”, ”celler”, ”molekyler”, ”atomer” osv. Jorden, er ligeledes et levende individ, ligesom også den livgivende sol, Solsystemet og Mælkevejen er levende væsener. Som i det små så også i det store.
Guddommens evige og uendelige treenighedsstruktur
I symbolerne adskilles X1, X2 og X3 i 3 aspekter, der betinger alle levende væseners udødelighedsnatur og identitet med Guds evighedsnatur. De tre aspekter findes ikke ”hver for sig”, men er aspekter af ét evigt udeleligt princip.
Da verdensaltet eller Gud også er levende deler vi den samme grundanalyse, og den gamle talemåde bekræftes: ”Kend dig selv, og du kender hele universet”.
Gud og Gudesøn er ét
Dette hovedsymbol sammenfletter analyserne fra symbol 8, 9 og 10. Her fremtræder disse tre evige principper (de tre skiver) som en uadskillelig enhed.
Verdensaltet er et evigt levende væsen – Gud – der oplever og udtrykker sig igennem forskellige tilværelsesplaner. Disse er opbygget af liv inden i liv, som vi så på symbol 7.
Den evige bevidstheds lovbundne forvandling
Her symboliseres bevidsthedsenergierne forskellige blandinger gennem det kosmiske kredsløb. Mellem de brede vandrette linjer foroven og forneden er markeret den rytmiske forskydning gennem ét kredsløb. Hver vandret bjælke symboliserer et tilværelsesplan for levende væsener – et rige.
Guds evige skabermetode og teknik
Dette symbol uddyber forklaringerne fra symbol 11. Vi ser igen det evige kredsløb og hvorledes kontrasten mellem lys og mørke skabes via de 6 forskellige tilværelsesplaner i verdensaltet.
”Kontrastprincippet” er livsoplevelsens evige grundlov. En oplevelse er noget skabt. Denne skabelse består i at ”noget” markeres i forhold til noget andet. Den evige verdensplan med alle dens kontraster er Guds metode til at bevare sin og gudesønnernes bevidsthed evigt ungdommelig og fornyet.
Den kosmiske rejse gennem evigheden og uendeligheden
De levende væseners kosmiske vandring er i virkeligheden en oplevelse af højere og højere kredsløb uden ophør: spiraler.
Den rette linje er en illusion
Kugleformen er alle bevægelsers kosmiske grundbalance. Al bevægelse søger mod balance og ligevægt, som vandet finder nedad og samles i søer og have. Skabelse er – kosmisk set – det samme som udløsning af bevægelse, der vender tilbage til sit ophav.
”Hvad et menneske sår, skal det også høste”
Her symboliseres, at al energi eller bevægelse i verdensaltet udgår fra det evige jeg (den hvide trekant) og ligeledes vender tilbage til dette. Dette er det levende væsens kosmiske evige skabeevne og egentlige legeme.
De kosmiske årstider
”Uden at fødes på ny af vand og ånd kan man ingenlunde komme til at se Guds rige”. Dette var Jesus’ svar til Nikodemus, da denne kom og spurgte til genfødslen. (Joh. 3:3-8). Med vand sigtede Jesus til en ny fysisk organisme, mens ånd er synonymt med en ny bevidsthed.
Ved et andet tilfælde påpegede Jesus, at Johannes Døberen i et tidligere liv var Elias, profeten fra Det Gamle Testamente: ”Og dersom I vil tage imod det: han er Elias, som skulle komme” (Matt. 11:14). Se ligeleds Matt. 17:13 Luk. 1:1-25, Matt. 11:9-15 og Mark. 9:10-13.
Det evige nu
Jesus kendte til karmaloven: ”Som du sår, skal du høste”. Da disciplen Peter på Langfredag greb ind for at forsvare verdensgenløseren, stoppede Jesus ham med ordene: ”Stik dit sværd i skeden, thi den der ombringer ved sværd skal selv dø for sværdet (Matt. 26:52).
”Øje for øje, tand for tand...”
Bibelen har forudsagt en ”trængselstid” med ”jammer”, ”frygt”, ”krigslarm og rygter om krige” (Matt. 24, Mark. 13, Luk. 21 og Joh. 14-16). I denne tid skulle Bibelens kærlighedsbudskab ifølge Kristus forklares og udlægges: ”Talsmanden den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alt og minde eder om alt, hvad jeg har sagt eder”. (Joh. 14.25).
”Gå, og synd fra nu af ikke mere”
Det siges, at Jesus underviste med magt og myndighed. Han udøvede mirakler og trøstede og hjalp ulykkelige mennesker så de kunne få tillid til de evige sandheder bag livet – om end han måtte nøjes med at forklare dem i form af lignelser og symbolsprog. Guds veje var fortsat ”uransaglige” for Jordmennesket uden evne til at forstå de evige facitter bag Jesus ord. Men jordmenneskene fortsatte med at spise af ”kundskabens frugter” og de begynder nu selv at kunne ransage Guds veje og ”livets direkte tale” – og hvordan skulle de ellers ”blive som Gud at kende forskel på godt og ondt”? (1. Mos 3:5)
Bønnens udvikling, mening og funktion
Princippet "at bede" tager sin begyndelse i dyreriget, kosmisk set. Dyrets angstskrig i dødsøjeblikket er en automatisk bøn om hjælp. Der er naturligvis åndelige modtagere og dermed mening bag en sådan bøn eller instinktiv automatfunktion. Der var også modtagere af Jesus ord på korset: ”Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre.”
Et livløst verdensalt
Når evnen til at tro degenererer, gennemlever gudesønnen en fase af gudløshed og materialisme. Det kender ikke til den levende Gud bag universet, og livet kan til tider opleves som et inferno af tilfældigheder og blinde kræfters spil.
”Gå ind i dit kammer…”
Symbolet viser hvorledes hvert levende væsen (den lille hvide trekant) evigt er forbundet med Gud (den store hvide trekant) via en kosmisk organisk struktur (den grå, hvide og violette pyramide).
”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til”
I Det Gamle Testamente lader Gud menneskene kende formålet for skabelsesprojektet: ”Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse” (1. Mosebog kap 1:26). Det var Jesus mission at vise dette fuldkomne menneskes væremåde. Hans ord og væremåde blev i Bibelen bevaret for eftertiden – verden fik et eksempel på målet med skabelsen og udviklingen. Han kunne vende den humane væremåde mod sine forfølgere og bede for disse midt under sin egen korsfæstelse med ordene: ”Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre” (Luk.23:34). Sådan handler et færdigt menneske i den alkærlige Guds billede.
Sfinksens rige
Verdenssituation er præget af dyrets selvopholdelsesdrift. I dyreriget er magt lig med ret. Denne nedarvede tendens gennemsyrer relationer på alle niveauer såvel mellem menneskene som i forholdet mellem nationerne. Selviskheden ytrer sig i kollektiv skala i form af nationalisme.
Nationer fødes og dør og verden forvandles til ét rige
Vores handlinger går i kredsløb tilbage til os selv. Dette gælder også nationernes handlinger mod andre nationer og egne statsborgere. Disse handlinger skaber kollektiv karma, der kan komme til udløsning overfor de af nationens indbyggere, der har samme skæbnebestemmelse.
Verdens forenede stater – ”én hjord og én hyrde”
Verdens lande knyttes stadig tættere sammen. kommunikation, infrastruktur, distribution, økonomi mm udvikles og tilpasses globale dimensioner. Vi bliver mere afhængige af hinanden og verdensstaten er allerede formelt begyndt sit virke under navnet FN. Det store dilemma er: nationens interesse på verdenssamfundets bekostning eller nationen i helhedens tjeneste? – Flere og flere nationer indser, at for at opnå global fred, velstand for alle Jordens mennesker og politisk stabilitet kræves fungerende internationale love og overenskomster.
Det evige livs dage og nætter
I det kosmiske døgn, som omfatter æoner af tid, har rumskibet Jorden med sine passagerer netop passeret kulminationen af mentalt mørke og kulde. Vi har fx haft to verdenskrige indenfor et århundrede, og det er ikke gjort med det. Ligesom vinteren er koldest efter vintersolhverv, er Jorden stadig præget af den mentale vinterkuldes kulmination. Men efter nat følger dag. Fra og med at Jesus mission var fuldført, kan mørkekræfter ikke mere få varigt medhold på kloden.
Livsoplevelsens evige fornyelse - ”Se, jeg gør alting nyt”
Det evige liv indebærer en uendelig fornyelse af livsoplevelse. Dette evige eventyr betinges af kontraster – uden kontraster ingen oplevelse.
Konstant varme og hede giver længsel efter afkøling. Hårdt arbejde giver længsel efter hvile, som igen normalt følges af lyst til nye aktiviteter. Men ingen kan vedblivende nyde en yndlingsret, der serveres i det uendelige. En evig længsel efter nye oplevelser er grunden til, at det ene tilværelsesplan afløses af det næste. Symbolet viser et udsnit af den evige uendelige livsstige.
Arternes oprindelse
På symbol 28 så man de levende væseners livsstige fra siden. Her ser man denne trappekonstruktion forfra.
Ad denne livsstige vandrer forskellige ”arter” gennem spiralen. Hver ”art” er præget af de forskellige fysiske, astronomiske eller mikrokosmiske forhold de gennem deres udvikling har passeret. Nogle arter er beslægtede; de har passeret de samme kloder på deres kosmiske rejse. Disse ”kosmiske baner” er således den egentlige faktor bag”arternes oprindelse”.
Forudsætningen for at kunne ”se Gud”
De levende væseners sansebegavelser udgør tilsammen Guddommens sansebegavelse. Mødet med næsten, dvs. alt vi kommer i kontakt med, er mødet med Gud. Gennem denne vekselvirkning opretholdes de forskellige tilværelsesplaner.
”Den som har øjne, han se”
Keglefiguren til venstre symboliserer verdensaltet, der strækker sig uendeligt gennem mikro-, mellem- og makrokosmos. Udsnittet på trappefiguren symboliserer de almindelige jordmenneskelige udviklingstrin. Den hvide trekant symboliserer et enkelt levende væsen. Den lysende stråle herfra symboliserer væsenets sansebegavelse; evne til manifestation og livsoplevelse. Det kan kun opleve, hvad der er tilgængeligt for dets sanser og resten (dvs. det meste), henligger i mørke. Des højere udviklede sanser, des mere fuldkomment kan væsenet opleve.
”Alt er såre godt”
Den orange cirkel symboliserer det dræbende princips zone, hvor jordmenneskene stadig befinder sig. Det er i denne bevidsthedssfære, at livets mørkekontrast (de ulykkelige skæbner) finder sted. Her er vi uvidende om den kosmiske virkelighed bag den fysiske verden. Her opstår spørgsmålet: ”hvorfor”? Men svaret på spørgsmålet kræver kendskab til det evige liv.
Psykens forvandling fra dyr til menneske
Symbolet giver et overblik over bevidsthedens gradvise udvikling og forvandling i overgangen fra dyr (orange farve) til fuldkomment menneske (gul).
Det jordiske menneske lever som et sfinksvæsen i mellem disse to tilstande. Den menneskelige del af bevidstheden er årsag til alt det vi kalder ”det gode”. Den dyriske tilstand, dens rivalisering og kamp om partnerens begunstigelse, er baggrunden for alle former for mørke og det vi kalder ”det onde”. Men des mere mørke, des hurtigere mættelse af dyrerigets traditioner og ”uddrivelsen” fortsætter lige til mennesket er fuldkomment humant og næstekærligt.
”Hvordan kan et menneske fødes når det er gammelt?”
Guds ånd gennemstrømmer alt liv. Dette foregår ubevidst via kønsorganerne og bevidst via oplevelsen af at være ét med Gud.
Polprincippets kosmiske kredsløb
Det evige livseventyrs magiske troldspyd
Ligesom vores fysiske organisme hører også vores bevidsthed til det skabtes område (X3). Alt, der er skabt forvandles og fornyes evigt. Urkraften bag fornyelsen af livets evige oplevelse er polforvandlingen (se også symbol 33.) På symbolet ser vi to lange gule og grønne felter. Disse symboliserer den feminine pol (gul), og den maskuline pol (grøn). Alle levende væsener har begge disse poler, men under passagen af spiralkredsløbets dyrerige bliver den ene af disse poler holdt tilbage så væsenet fremtræder med enten han- eller hunkøn.
Overgangen fra det ene rige til det næste
På symbolets trappeformation ser vi et spiralkredsløbs 6 riger adskilt via to lodrette brede streger. Farverne markerer den førende bevidsthedsenergi i det pågældende tilværelsesplan: rød for instinkt (planterige), orange for tyngde (dyrerige), gul for følelse (menneskerige), grøn for intelligens (visdomsrige), blå for intuition (den guddommelige verden), indigo for hukommelse (salighedsriget).
Mayas slør
Med udviklingen bliver jordmennesket i stand til at tilegne sig højere og højere forståelse af sandheden. Derfor er mytologi, gudelære og beskrivelser af livets sandheder tilpasset hvert udviklingstrins fatteevne. De må hverken virke for ”naive” eller ”fantastiske” i forhold til individernes erfaringer.
”De skulle være eder til føde”
”Se, jeg har givet eder alle urter, som giver sæd, som er over Jorden, og allehånde træer, i hvilke træers frugt, som have sæd. De skulle være eder til føde”. Således forkyndes i Bibelen (1. Mos. 1:29).
Men denne vejledning har haft ringe lydhørhed. For mange er det blevet en tradition at spise animalsk føde. Det er naturligt for rovdyrene, men unaturligt for kulturmenneskene, der har forladt dyrets mest primitive og robuste udviklingstrin.For den moderne forfinede menneskekrop er det en stor overbelastning at dele føde med rovdyrene, og prisen er organiske sygdomme i kroppen.
Den gode jord
På symbolet er jordmenneskehedens samlede bevidsthed opdelt i to hovedgrupper. De, der inspireres af den ny verdensimpuls, symboliseret med den øverste stjerne, og de, der inspireres af den gamle verdensimpuls – stjernen nederst. Det hvide bælte vi genkender fra symbol 1 symboliserer Guds ånd og bevidsthed.
Kundskab fra oven og kundskab fra neden
Verdensaltet kan betragtes fra to fundamentalt forskellige synsvinkler. Naturvidenskaben beskriver verden set fra neden, altså via de fysiske sanser, symboliseret ved korsets vandrette linje mellem det gråt lysende felt til venstre (stjernetågen i mikrokosmos) og det lysende højre felt (stjernetågen i makrokosmos).
Alkærlighedens symbol
Symbolet i sin helhed udtrykker selve verdensaltet. Trekanten symboliserer verdensaltets grundanalyse som et treenigt princip: “jeg’et”, “manifestationsevnen” og “organismen” – X1, X2 og X3.
Den hellige ånd
Symbolet på dette flag skal udtrykke hele verdensaltet og er dermed ”den hellige ånds” symbol. Det kan kun retmæssigt vaje i en atmosfære af tilgivelse, tolerance og kærlighed.
”Han skal herliggøre mig”
Det belyste område symboliserer indholdet i Livets Bog bind 1 – den del af hovedværket som Martinus havde fået færdigt i 1932. Værkets syv bind ses opdelt i 5 dele: Fortale, Indledning (Bind 1), den dybgående afhandling i form af afsnittene: ”kosmisk kemi” og ”det evige liv” (Bind 2, 3, 4, 5, 6 og 7) og afsluttende med koncentrat af analyserne og efterskriftet: ”Gudesønnen et med sin Fader” (også bind 7).
”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerter”
Dette billede er ikke i egentlig forstand et kosmisk symbol. Vi finder det sidst i symbolbog 4, som ikke er publiceret af Martinus selv. Det viser en tilstand, hvor menneskene elsker hinanden uafhængigt af kønnet – vist ved de tre forskellige par.